Nyhedsbrev fra Innoment – oktober 2004

 

Der har aldrig før været så meget tale om innovation i de danske medier og truslen er da også til at få øje på. Undersøgelser har vist, at 375.000 arbejdspladser er i fare for at blive ”globaliseret”, dvs. flyttet til lande hvor produktionsomkostningerne er mindre og dermed giver virksomhederne mulighed for at bevare deres konkurrenceevne. Danskerne har erkendt, at innovation er helt afgørende for, at vi kan bevare og videreudvikle det danske samfund. Vi har også erkendt, at vi skal konkurrere på et internationalt marked, der undergår heftige forandringer med nye store markedsøkonomier med masser af billig arbejdskraft.

 

Erkendelse har måske nok ikke ført til de store forandringer endnu, men der er ingen tvivl om at virksomheder, det offentlige og forskningsinstitutioner skal arbejde bedre sammen, men det er også vigtigt, at man på det personlige plan har stærke menneskelige netværk og gode samarbejdspartnere. For mindre og mellemstore virksomheder kan det måske virke lidt fjernt, når der arbejdes med den overordnede politiske dagsorden i medierne, men globaliseringen rammer store som små virksomheder. Derfor er det vigtig for alle at skabe rammer for udvikling i virksomhederne ved at søge inspiration i netværk og samarbejde og gennemføre investeringer i egen forskning og udvikling.

 

En forudsætning for virksomheder er, at der er overskud, menneskeligt som økonomisk til innovation. Som Anders Knutsen – tidligere B&O direktør og nu formand for tænketanken Fremtidens vækst – har udtrykt det, så er profit for innovation, hvad føde og luft er for mennesket. I Innoment er erfaringen tilsvarende, at det er nødvendigt med en fornuftig økonomi for at skabe forretningsudvikling og fornyelse. Det er ganske sjældent, at innovation redder en virksomhed på målstregen til bankerot. Derfor gælder det om at komme i gang mens tid er. Herunder er givet et eksempel på en branche, der har arbejdet sig frem til en situation, hvor vækst og innovation er næste indsatsområder.

 

Dansk IT – en branche klar til innovation og vækst

Den danske IT branche har været igennem en hestekur, hvor det ifølge vækstbarometeret fra Deloitte var mere end 25% af topcheferne i 2003, der mente at tilpasning og fokusering gav størst positiv indvirkning på virksomheden, så er dette antal i 2004 faldet til mindre end 10%. Der er forsvundet mere end 3000 arbejdspladser fra 2003 til 2004 i denne branche, hvor omsætningen samtidig har været stagnerende mens indtjeningen er eksploderet med 800 %. Det er således en branche rustet til vækst. Undersøgelsen viser også at markedsvækst nu er den største driver og udfordringen for ledelsen er at skabe og styre vækst fremover.

 

Vækst kræver planlægning og 59 % af virksomhederne har en vækstplan. Ser man på de dygtigste virksomheder i branchen, så har 84 % af dem en vækstplan og 89 % af dem siger, at den har hjulpet. De dygtigste virksomheder er vurderet på baggrund af vækst i omsætning, afkastningsgrad, overskudsgrad og effektivitet.

 

Scope management – endelig en måde at styre forventninger i projekter

Projektstyring er som regel fokuseret på færdiggørelsesgrader af enkelt elementer og ressourcestyring i store Gant kort. Det er fortsat vigtigt, men det væsentligste i udviklingsprojekter er at håndtere forventningerne hos kunden. Uanset hvor dygtig man er til projektstyring, så har det ikke den store betydning, hvis ikke kundens forventninger til produktet eller resultatet af projektet er indfriet.

 

Scope management tager netop fat om denne problemstilling, nemlig at afklare kunders forventninger og målsætninger og sætte dem i relation til de enkelte elementer i projektet. Herved opdages ofte elementer, der slet ingen relevans har i forhold til de forretningsmæssige målsætninger eller elementer, der er færdiggjort inden forudsætningerne er aftalt. Det er væsentlige årsager til forsinkelser og udvidelser af projekter. Scope management har i mange tilfælde betydet en meget mere fokuseret indsats omkring de forretningsmæssige væsentlige målsætninger og ofte medført en besparelse i forhold til det oprindelige budget.

 

Har du lyst til at høre mere om de ovennævnte emner: innovation, forretningsudvikling og scope management, så er du meget velkommen til at kontakte mig. Jeg har også vedhæftet seneste udgave af Business Alert, der omhandler emner som professionel rådgivning, effektiv styring, at gøre de rigtige ting, håndtering af negative tanker mv.

 

 

Med venlig hilsen

Innoment

 

Bjarne Gertz Pedersen

Direktør & IIB Executive Associate

Tlf.: +45 45 85 82 22 - Fax: +45 45 85 82 12 - Mob.: +45 20 70 11 09 - Web: www.innoment.dk

 

Vi leverer praktisk og uafhængig rådgivning til ledelsen i mindre og mellemstore virksomheder med det formål at øge deres aktuelle indtjening og konkurrenceevne samt skabe fornyelse, der kan sikre en fremtidig god forretning.

 

Innoment er tilknyttet IIB, en international organisation, hvis formål det er at give ledelsen i mindre og mellemstore virksomheder direkte adgang erfarne toperhvervsfolk for at få praktiske råd og tidssvarende ideer. Yderligere info: www.iib.ws